Elmelundemesteren

Elmelundemesteren er ikke, som navnet antyder, en enkelt person, men et værksted der bestod af et ukendt antal ansatte.
Værkstedet var aktivt i fra 1500-1520. Når værkstedet er blevet kaldt for Elmelundemesteren, skyldes det, at de første malerier af værkstedet, der blev afdækket var i Elmelunde Kirke på Møn. De blev fundet i 1885 af kunstarkæologen Jacob Magnus-Petersen. Han kaldte værkstedet for Elmelundemesteren efter kirken.
Billederne på postkortene er fra Fanefjord Kirke og de er fotograferet af Roberto Fortuna.
I dag kan man ud over i Fanefjord Kirke, der blev nyrestaureret i 2008-2009, også se værkstedets malerier i Keldby og Elmelunde kirker på Møn og i Nørre Alslev, Stubbekøbing og Tingsted kirker på Falster.
Elmelundemesteren har ydermere arbejdet sammen med Everlöv-Brarup-værkstederne og tilsammen har de udført kalkmalerier i mindst 38 kirker helt fra Djursland over de sydlige øer Lolland, Falster, Bogø og Møn til Skåne.
På grund af de store afstande formoder man, at de sejlede til deres arbejdspladser. Mange af malerierne er stadig bevaret i kirkerne.